Navigation
· Nyheder
Arrangementer
· Hjemmebaneture
· Udebaneture
HSV-Vikinger
HSV
· Kampprogram
· Stilling/statistik
Version
PHP-Fusion v7.02.06
Besgende
· Gster online: 1

· Brugere online: 0

· Antal brugere: 65
· Nyeste bruger: Benjamin Sturm
Ændringer i HSV-Vikinger
HSV-Vikinger

HSV-Vikinger har efterhånden 10 år på bagen. Mange ting er sket i den periode. HSV er gået fra Champions League til at være overordentligt tæt på at rykke ned! HSV-Vikinger har været mere stabil. Vi har gennem årene haft en stabil medlemsskare og jævnlige busture. Fra starten var vi en ”klassisk” forening med velkomstpakke, medlemsblad, merchandise og hjemmeside. Vi må erkende, at tiden nok er løbet fra den slags forening.

For at få billetter til vores busture er vi afhængige af at have mange HSV-medlemmer iblandt os. Vi har efterhånden omkring 40 HSV-medlemmer, og det er nok til at vi kan sikre os billetter til busturene. Da vi efterhånden ikke har meget, udover rabat på busturene, at tilbyde medlemmerne, har HSV-Vikinger styregruppen besluttet at droppe det ”klassiske” medlemskab af HSV-Vikinger. Fremover vil HSV-Vikinger være en forening for medlemmer af HSV. HSV-Vikinger har i mere end 10 år været anerkendt af HSV som officiel fanklub (OFC), og det er vi fortsat.

Hvis du hidtil har været kontingentfrit medlem af HSV-Vikinger gennem dit medlemskab af HSV, ændres der ikke noget for dig og dit medlemskab af HSV-Vikinger. Vi vil fortsat tilbyde kollektiv indbetaling af kontingent til HSV. For den service råder HSV-Vikinger over medlemmernes forkøbsret 1-2 gange årligt i forbindelse med busturene, som du som medlem fortsat vil kunne få medlemsrabat på.

Hvis du hidtil har været medlem af HSV-Vikinger uden at være medlem af HSV, bliver du derfor ikke længere opkrævet kontingent, men du skal så til gengæld betale normalprisen til arrangementer som f.eks. busturene.

Du kan naturligvis vælge at blive medlem af HSV (og HSV-Vikinger)! Blandt medlemsfordelene af et medlemskab i HSV kan nævnes:

1. Stemmeret til generalforsamlingen
2. Forkøbsret til HSV´s kampe
3. 12 numre årligt af HSV-Live (e-Magasin)

Hvis du ønsker at blive medlem af HSV – det koster 24 EUR pr. halvår med et optagelsesgebyr på 15 EUR – kan vi hjælpe med indmeldelsen. Send en mail til Allan Bangsbro.

HSV-Vikinger havde fra starten en hjemmeside. De seneste 7 år har den indeholdt aktuelle nyheder og optakter til og referater fra samtlige HSV-kampe. Det er tiden også løbet fra. Vi har også en facebook-gruppe, og den har efterhånden overtaget stort set al nyhedsformidling omkring HSV og HSV-Vikinger.

Redaktør-teamet kan ikke nå at lave nyheder som i ”gamle dage”, inden de står på væggen på facebook-gruppen, takket være vore mange aktive medlemmer der. Debatten på facebook-gruppen er også meget mere livlig end debatten på hjemmesiden. At man modtager notifikationer, når der er skrevet i tråde man har oprettet eller kommenteret betyder sikkert meget. Også her er vi på en måde indhentet af virkeligheden, og det gælder bare om at følge med! Derfor drosler vi ned på hjemmesiden og facebook-gruppen vil fremover være vores primære online platform.

Hjemmesiden vil fremover indeholde generel information, invitationer til busture og andre arrangementer, men den vil ikke længere indeholde daglige nyheder, optakter og referater. Redaktør-teamet findes ikke længere. Det er nemlig ikke længere nødvendigt at dele information på den måde. Der er rigtig mange medlemmer af facebook-gruppen, der sørger for at man via gruppen kan holde sig orienteret om de daglige nyheder, og optakter og referater, og den tilhørende debat, er en integreret del af denne informationsdeling.

Til forskel fra hjemmesiden, hvor en brugerprofil var forbeholdt HSV-Vikinger medlemmer, er facebook-gruppen åben for alle interesserede. Det er også i tidens ånd, og det har også vist sig at fungere rigtigt godt! Der er mulighed for at få nye bekendtskaber, og facebook-gruppen har gjort det muligt, at arrangere fælles kørsel til kampene, og HSV-Vikinger, der er medlem af HSV har kunnet hjælpe medlemmer af facebook-gruppen med billetkøb.

Vi er klar over, at ikke alle er på facebook. Men facebook er altså en fantastisk platform til at dele en interesse – i dette tilfælde et fodboldhold. Det er gratis at få en facebook-profil, og der er ingen der tvinger dig til at være venner med tante Oda eller kusinens datter.

HSV-Vikinger styregruppen er blevet udvidet gennem årene. Michael Blindbæk, René I. Hansen og Jacob Hesselund har været med fra starten i 2004. I 2007 kom Allan Bangsbro og Ivan Madsen til, og senest er Jørgen Buch (2013), Anders Buch (2014) og Frederik Buhl (2014) kommet til. Vi er fortsat et selvbestaltet organ, hvor medlemmerne deler den store interesse for HSV. Vi vil fortsat drive hjemmesiden, administrere facebook-gruppen og arrangere busture til kampene i Hamburg.

NUR DER HSV!

Log ind
Brugernavn

Kodeord



Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.
2,150,439 Unikke besg