Navigation
· Nyheder
Arrangementer
· Hjemmebaneture
· Udebaneture
HSV-Vikinger
HSV
· Kampprogram
· Stilling/statistik
Version
PHP-Fusion v7.02.06
Besgende
· Gster online: 1

· Brugere online: 0

· Antal brugere: 65
· Nyeste bruger: Benjamin Sturm
Pressekonference med HSV Plus
HSV

I dag var der pressekonference hos HSV Plus. I modsætning til gårsdagens pressekonference hos HSV Allianz var der i dag tale om en meget overbevisende præsentation!

HSV Allianz havde på mere end én måde et snert af DDR. Lad gå at omgivelserne i Grand Elysée var DDR-brune, men retorikken var af en art, der også bragte minder frem fra en svunden tid.

HSV Plus præsenterede de 6 kandidater til det nye tilsynsråd (som kun kommer som en pakkeløsning). Man kan på http://www.hsvplus.de/der-neue-hsv/der-aufsichtsrat/ læse mere om kandidaterne. Her vil jeg koncentrere mig om Karl Gernandt - den måske-nye  formand for tilsynsrådet. Jeg havde forventet en overbevisende præsentation, men jeg må sige, at det var langt bedre end jeg havde forventet! At få sådan en mand i spidsen for tilsynsrådet i HSV vil kun kunne betegnes som et scoop!

Jeg kan ikke forstå at nogle betragter Karl Gernandt som noget af det tætteste man kommer på en personificering af Djævlen. Og jeg forstår egentligt heller ikke hvor Gernandt overhovedet gider bruge så meget af sin sikkert meget kostbare tid på en klub, som han selv betegner som ”ligaens fattige mand”, som ikke besidder et brugbart fundament til at bygge en fornuftig sportslig fremtid, og som er blevet (og bliver) drevet af personer uden de nødvendige kompetencer. Men svaret ligger jo lige for: Med HSV Plus kommer der de nødvendige kompetencer i ledelsen samt de finansielle midler, der skal til for at sikre sportslig succes.

Jeg kan godt li´ at Gernandt ikke pakker tingene ind. Jeg synes han hele tiden var saglig, men til tider også skarp. Et eksempel: ”På et tidspunkt betalte HSV løn til 3 sportchefer, men fik kun udført arbejde svarende til en halv!”.

Men døm selv. Pressekonferencen kan du se her: http://hsv-blog.abendblatt.de/2014/05/20/beiersdorfer-soll-der-neue-starke-mann-werden/. Det er en lang omgang, så jeg har nedenfor lavet et kort uddrag:

Der blev ikke lagt skjul på, at HSV Plus har kontakt til Didi Beiersdorfer, og at Gernandt og Beiersdorfer har mødt hinanden personligt. Beiersdorfer har kontrakt i Zenit Skt. Petersborg til sommeren 2015, men det finder man i givet fald nok en løsning på.

Gernandt lod forstå at den daglige ledelse i HSV AG (Vorstand) skal bestå af blot to personer! En administrerende direktør (Vorstandsvorsitzender), som er fodboldfagmand, og en finansdirektør. Som Gernandt sagde: ”Den administrerende direktør skal være fodboldfagmand fordi vi nu engang er en fodboldklub!”. Stort bifald herfra! Det må alle da kunne se det fornuftige i!

Hvis HSV Plus bliver en realitet er det altså slut med at sportchefen sidder i den øverste ledelse, men det gør i mine øjne ikke noget, når den øverste chef, udover ansvaret for hele biksen, også har de nødvendige fodboldfaglige kompetencer.

Omkring finanserne. Gernandt mener at skulle bruge nogle millioner Euro på at betale gammel gæld til de mange trænere, sportchefer, spillere mm., som stadig er på lønningslisten. Det virker jo som et voldsomt beløb, men der skal jo også være til hele den nuværende ledelse (Jarchow, Hilke, Kreuzer og Scheel)! Derudover vurderer han, at der er brug for et lille 2-cifret millionbeløb, som skal investeres i truppen, så den på kort sigt er konkurrencedygtig (kan overleve) i Bundesligaen. Kühne vil jo nødigt være den eneste strategiske partner, der køber op til 24,9% af HSV AG, men hvis ingen andre skulle melde sig, så forhindrer det nok ikke Kühne i at åbne pengepungen. Jeg vil dog vurdere, at såfremt HSV Plus bliver en realitet, så vil andre personer og/eller selskaber også kunne se en idé i at investere i HSV.

Generalforsamlingen på søndag blev også nævnt. Den nuværende ledelse i HSV har valgt at udpege den nuværende tilsynsrådsformand Jens Meier som dirigent. Det plejer at være Dr. Peters (som jeg har forstået er jurist), men det skal han åbenbart ikke være denne gang! HSV Plus frygter meget naturligt, at generalforsamlingen skal blive afviklet på en måde så afstemningen om HSV Plus trækker ud. Det havde modstanderne af HSV Plus til dels held med ved seneste generalforsamling d. 19. januar i år, hvor et forslag om at kunne brevstemme faldt med meget få stemmer, fordi mange var gået hjem da forslaget endelig kom til afstemning langt ude på aftenen. Udover en dirigent, som ikke kan betegnes som neutral, skal HSV Plus også ”kæmpe” mod de mere end 50 ændringsforslag, der er blevet stillet. Igen som led i et forsøg på at sabotere afstemningen om HSV Plus.

Det kan godt være det bliver en meget lang søndag! Jeg skal hjemmefra senest 6.30, og i værste fald tager generalforsamlingen hele dagen. Men jeg ser meget frem til at få muligheden for at stemme for at HSV Plus kan blive en realitet. Udover at det er det eneste, der kan redde HSV, er det også det eneste, der kan bringe HSV derhen hvor vi gerne ser HSV (igen). I toppen af Bundesligaen og som deltager i de europæiske turneringer.

Log ind
Brugernavn

Kodeord



Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.
2,150,423 Unikke besg